søndag den 29. marts 2015

Laboratorie-lækkert - mystik på flaske?

Jeg har svært ved at sætte ord på, hvad det er, der er så dragende ved de hotte laboratorieindslag, der i nogen tid har kunnet spores i indretningstendenserne. Men der er noget med tanken om de der gamle laboratorier og apoteker med knirkende gulve, høje, mørke reoler med syv lag lak, brune apotekerflasker og glas med enkle mærkater, duftene af alt fra ingefær til æter, det sterile og de små vægte og pincetter på den lange disk. For at sætte den lidt på spidsen. Der er noget mystisk og spændende, grænsende til det uhyggelige, ved manden i hvid kittel og hornbriller med tykke glas, der tager (lidt for) overstrømmende imod, når jeg træder ind, ledsaget af lyden af en lille klokke på den tunge dør. Hvorfor er han forpustet? Hvad laver han ude i baglokalet? Kan man være sikker på, at det, han vejer af til mig, er det, jeg rent faktisk har bedt om....? Der er lidt litterær romantisme over tankerne og billederne. Og måske er det netop dens interesse for det skæve, det uhyggelige og splittelsen, der udgør tiltrækningen ved de slidte montrer med præparater og mørke flasker. Alternativet til det pæne, yndige og gennemskuelige.


Når jeg selv indretter med elementer fra apoteket eller laboratoriet, så sætter de enkelte elementer min fantasi i fuld sving. Jeg får en følelse af at kunne fylde glassene og flaskerne med præcis det, jeg har lyst til. Jeg ser sammensværgelser og kutteklædte skikkelser forsvinde i skyggen af domkirken. Og jeg elsker det.

Du har det sandsynligvis ikke på samme måde som mig med de her elementer. Men skulle du have lyst til lidt inspiration til et par interessante indslag i din bolig, så kommer her et par idéer. NB! Du kan få rigtig mange flotte flasker og vaser, der er inspireret af stilen, i diverse bolighuse og indretningsbutikker. Men det er lidt sjovere at gå igennem egne gemmer - eller på loppemarked og i genbrugsbutikker - og finde sagerne... Så er der også ægte historier på flaskerne.... God fornøjelse! :-)